Når du leder efter inspiration til et tema til dit WordPress site, så er du 99% sikkert kommet forbi ThemeForest. Udover WordPress’ eget theme repository, så er ThemeForest en af de store spillere på markedet inden for WordPress themes. Forskellen på WordPress’ repository og ThemeForest er, at ThemeForest tager penge for de themes du kan finde derinde. Men er det så pengene værd? Det kommer helt an på hvad du mangler.
Hvad er ThemeForest?
Man kan kalde det en IKEA for udviklere. Der er så meget forskelligt på det site, at du nemt kan fare vildt – og du kan hurtigt komme til at købe noget du slet ikke har brug for. ThemeForest har flere tusinde forskellige WordPress themes – og de rangerer alt fra lort til supreme – du skal derfor være kritisk når du kigger de forskellige WordPress themes igennem. Der er ingen grund til at betale et par hundrede kroner for noget der i realiteten ikke kan bruges. Læs med herunder, og bliv bedre rustet til at vælge det du har brug for, frem for det der kan det hele.
Hvad koster et WordPress tema hos ThemeForest?
Der er ikke en fast pris på et WordPress theme. Det er lidt forskelligt, hvad de forskellige udviklere tager for deres themes – men husk, du får hvad du betaler for – gg det er ikke ment på en negativ måde. Du kan sagtens nøjes med et WordPress theme til 20$ frem for et theme til 65$ – det kommer helt an på hvad du skal bruge.
En god tommelfingerregel er, at jo flere funktioner et theme har, desto dyrere er det. Har du ikke brug for så mange funktioner, så er der ingen grund til at punge ud for dem.
Er jeg garanteret opdateringer hos ThemeForest?
Man skulle jo mene, at hvis du betaler et par hundrede kroner for et WordPress theme, så er du garanteret opdateringer. Det er du som sådan også – der er dog et lille problem. Den udvikler, som står for at vedligeholde temaet, kan sagtens sige “stop” fra den ene dag til den anden – helt uden advarsel. Jeg har flere gange købt et theme, hvor det har vist sig, at udvikleren ikke lavede flere opdateringer, og temaet blev derfor hurtigt outdated.
Det kan være et stort problem, hvis du ikke har forstand på kodning, og derfor ikke selv kan rette temaet til, så det følger WordPress’ standarder. I det tilfælde, vil du skulle investere i et nyt theme, og derved starte helt forfra med opbygningen af dit WordPress site.
Så når du kigger efter WordPress themes hos ThemeForest, så vil jeg helt klart anbefale dig, at kigge på de themes der har højest vurdering, højest antal downloads (køb) og til sidst, kig efter changeloggen – der kan du se hvor hyppigt den pågældende udvikler opdaterer themet, men også hvornår det sidst er blevet opdateret. To meget vigtige faktorer i mine øjne.
Skal jeg kontakte ThemeForest hvis jeg har brug for support?
Det kommer an på om du skal have hjælp til din envato-konto (altså din ThemeForest konto) eller om du skal have hjælp til det theme du har købt. Hvis det er themet du skal have hjælp til, så er det ikke ThemeForest der yder support – men i stedet vil det være den pågældende udvikler du skal have fat i.
Når du køber et WordPress theme hos ThemeForest, så vil der typisk stå, hvor du skal rette henvendelse til, hvis du har brug for support til det købte theme. For at få support, skal du oplyse din purchase-code, som er med i den bundle du downloader, når du har købt et theme. Bemærk, der er forskel på en license-code og en purchase-code.
Kan jeg bruge det samme WordPress theme på flere forskellige sites?
Det kommer lidt an på hvordan udvikleren har lavet det pågældende theme. 9 ud af 10 gange, vil du skulle indtaste en licens-nøgle, og dit theme er derfor låst til ét WordPress site (eller én URL), og du vil derfor ikke kunne bruge det andre steder.
Før i tiden kunne man sagtens købe et theme, og så dele det med andre. Jeg kan huske, at jeg købte Avada Theme én gang, og havde brugt det på mange forskellige sites. Men da de så indførte licenser, så var jeg ret “fucked” for at sige det på godt jysk. Jeg vil derfor anbefale, at man køber ét theme pr. WordPress site, og ikke deler det med andre – det er for din egen skyld.
Hvilke WordPress themes er gode?
Ovenstående spørgsmål har jeg fået mindst én gang om ugen, de sidste 5-6 år. Alle søger det “perfekte” WordPress theme – og hvem andre end en professionel WordPress udvikler kan finde det? Det kan du selv!
En udvikler har ikke nødvendigvis de samme visioner, som du selv har. Det kan være, at du tænker avanceret og animeret, mens den spurgte udvikler tænker simpelt og elegant. Du vil derfor nok ende med at gå på kompromis – og i sidste ende, kan det være du ikke bliver glad for resultatet overhovedet. Én ting, som jeg altid efterspørger, er om kunden har nogle sider som inspiration. Oftest har man set noget som andre har lavet, og man tænker: “Det skal jeg også ha’!“.
Mit råd er derfor: Saml en masse inspiration – det kan være du kan lide opstillingen af produkter på én side – men selve opbygningen af teksterne på en anden – skriv det ned, og del det med din udvikler, så vil han/hun nemmere kunne hjælpe dig med at finde et WordPress theme – og er det ikke til at finde – jamen så kan han/hun nemmere give dig en pris på et skræddersyet theme.
Jeg anbefaler at kigge på disse WordPress themes
Selvom jeg måske ikke har den samme vision som dig, så vil jeg altid kunne anbefale ét af disse WordPress themes, da disse themes er ret alsidige, og nemme at bruge – selv for en person der ikke har forstand på teknik og kodning.
Avada WordPress Theme
Dette var ét af de themes, som jeg købte én gang, og brugte på flere forskellige sider. De har dog rettet denne fejl, og man får en licens nu. Grunden til at jeg anbefaler Avada er, at det er super nemt at bruge – og så kommer det med en masse “premade” layouts, som du bare kan importere – og derefter rette til med dine tekster/billeder. Når ja, så er det også det mest solgte WordPress theme gennem tiden – så her kan du helt sikkert regne med, at du får support, opdateringer og noget for pengene!
BeTheme WordPress Theme
BeTheme har jeg først stiftet bekendtskab med for nyligt – men jeg er positivt overrasket! Der er virkelig mange forskellige “premade” layouts, som man kan importere – men deres indstillinger er også virkelig lige til. Du kan rette næsten alt, uden at skulle skrive en eneste linje kode. Det er helt sikkert et WordPress theme der er værd at kigge på.
Flatsome WordPress Theme
Flatsome er en gammel kending når det kommer til WordPress themes. Inden det kom på ThemeForest kunne man downloade det andre steder (kan ikke lige huske hvor – men også ret irrelevant). Det kommer med en masse forskellige indstillinger, så man har mulighed for at tilpasse det lige som man ønsker. Helt sikkert også pengene værd. Bonusinfo: Der er en del professionelle websites, som benytter sig af Flatsome – wonder why…
Enfold WordPress Theme
Dette WordPress theme har jeg arbejdet med en del gange. Det er super brugervenligt, og man kan tilpasse det som man har lyst til. Virkelig intuitivt og så er det altid up-to-date. Udviklerne har før i tiden været gode til at pushe opdateringer uden at teste – og det har resulteret i en masse support-tickets, som ofte endte med ikke at blive besvaret, da de var overbelastet. Det har de så fået styr på nu – og du kan med ro i maven købe dette WordPress theme.
Kan jeg skrive til dig, hvis jeg er i tvivl?
Ja, du er mere end velkommen til at skrive til mig, hvis du er i tvivl om noget mht. WordPress. Det kan være, at du har fundet et WordPress theme, som du overvejer at købe, men lige vil høre en professionel WordPress udvikler – så skriver du bare, så skal jeg gøre mit bedste for at rådgive og vejlede dig.
Du kan skrive til mig ved at udfylde kontaktformularen her, så svarer jeg typisk inden for 24 timer, hvis ikke det er skoleferie eller helligdage – så kan der godt gå en dag ekstra. Det koster ikke noget at spørge – og hvis det viser sig, at du har brug for mere end bare råd og vejledning, så finder vi ud af det i fællesskab.
Skriv et svar