Vil du gerne lære at bruge WordPress – enten helt fra bunden, eller bare komme videre i din udvikling? Så skal du prøve med gratis WordPress sparring. Jeg hedder Aris Kuckovic og har arbejdet med WordPress siden 2005, hvor systemet blev udgivet. Dengang var det dog meget mere simpelt end det er i dag – og sikke en udvikling der er sket på “bare” 16 år.
Jeg kan tilbyde direkte WordPress sparring til alle behov. Det er ligemeget om du er totalt nybegynder og har brug for at komme igang med WordPress, eller om du er den hardcore kode-type, som gerne vil have et ekstra sæt øjne på dit projekt – jeg hjælper hellere end gerne. Herunder kan du læse mere om hvordan jeg kan hjælpe dig.
Jeg er nybegynder, og vil gerne lære WordPress…
Super fint – lad os starte med at tage en snak om hvad du egentlig har brug for. Nogle mennesker skal bare have et kærligt skub i den rigtige retning, så er det helt selvkørende, mens andre skal guides lidt længere i processen – og det er der bestemt ikke noget galt i. Uanset hvad du har brug for, for at komme i gang med WordPress, så står jeg til rådighed, og hjælper dig gerne videre.
Ingen spørgsmål er dumme – og slet ikke når det kommer til udvikling. For mig er det vigtigt at du får noget ud af sparringen. Du må stille alle de spørgsmål du vil, så skal jeg nok gøre mit bedste for at besvare dem, eller vise dig hvordan du gør. Én ting er vigtig for mig at nævne – det er ikke mig der skal gøre arbejdet – jeg skal guide dig, så du selv lærer det. Og går du helt i stå, så skal jeg nok træde til.
Jeg arbejder på et projekt, og har brug for et andet sæt øjne…
Ovenstående kender jeg selv. Jeg bruger det dagligt, og et ekstra sæt øjne kan være det afgørende “touch” når man er ved at lave et projekt. Det kan være for en kunde, men også for dig selv. Du kan sagtens gå i stå midt i det hele, og så ender man ofte med at lave en “lalle”-beslutning, for nu skal man bare videre – og her kan et ekstra sæt øjne være guld værd.
Jeg har ikke altid svaret – men jeg kan hjælpe dig med at finde det. Det kan også være at vi er helt uenige – og fred være med det, det skal der også være plads til. Du kan dog være 100% sikker på, at jeg ikke lægger fingrene imellem – jeg siger altid min helt ærlige mening. Så leder du efter en sparrings-partner, som ikke pakker tingene ind, så er du komme til den rette person.
Jeg har en forespørgsel, men er usikker på hvordan jeg griber det an…
Dette er noget jeg hjælper folk med hver eneste uge. Der går ikke én uge, hvor jeg ikke modtager en mail om hvordan jeg vil gøre det, hvis det var mig. Jeg elsker at komme med løsningsforslag, og komplekse udfordringer skræmmer mig ikke. Frem med papir og blyant, så tegner vi nogle kasser og nogle streger, og i sidste ende skulle vi gerne ende med en løsning som du kan gå videre med.
Jeg har løst mange forskellige udfordringer i WordPress. Det har været alt fra custom database-kald til integrationer til forskellige systemer via API’er. Jeg kender WordPress som min egen lomme, og ved derfor hvad systemet kan håndtere – og måske endnu vigtigere, hvad det ikke kan håndtere. Nogle gange må man bide i det sure æble, og sige at WordPress ganske enkelt ikke er det rette CMS til den forestående opgave. Tro mig, nogle gange er det penge tjent at sige nej tak til en opgave, som ikke er beregnet til WordPress.
Hvordan kan det være gratis?
Det lyder måske for godt til at være sandt, men det er det ikke.
Hele konceptet omkring WPTricks.dk er at hjælpe andre WP brugere – gratis!
Nogle gange kan opgaven godt være mere omfattende ens som så – og så skal jeg nok sige til, for så skal vi aftale en pris. Nok hjælper jeg gratis – men jeg arbejder ikke gratis, desværre.
Grunden til at jeg hjælper folk gratis, stammer fra min egen “start på livet som udvikler”. Jeg anede absolut intet om websites eller kodning i 2003 – men alligevel fik jeg bakset en index.html fil sammen, og smidt den op på et super dårligt domæne, som jeg havde købt hos one.com (det var det eneste jeg kendte til dengang, desværre). Da det kom op og køre (takket være templates i DreamWeaver), så begyndte mit eventyr. Jeg brugte utallige timer på nettet, i forskellige foraer, tiggede og bad om hjælp til at komme videre. Jeg fik hjælp i ét forum – og det herefter lovede jeg mig selv, at hvis jeg en dag blev god til at kode, så ville jeg hjælpe andre, som ikke kunne komme videre – for hold kæft det er en lortesituation at være i.
Jeg vil gerne have gratis WordPress sparring!
Hvis du er nået hertil, så kan jeg gætte mig til at du enten:
- Har læst ovenstående tekst, og kan “putte” dig selv i én af de grå kasser
- Er desperat efter at få hjælp til WordPress
Det kan selvfølgelig også vær en helt 3. ting – ovenstående er bare baseret på de beskeder jeg får i min indbakke på daglig basis. Uanset hvad, så er du kommet til det rette sted! Det eneste du skal gøre er, at udfylde formularen herunder (og vær grundig med beskrivelsen) – så får jeg en mail, og så vender jeg tilbage til dig med nogle tidspunkter til lidt WordPress sparring.
Din anmodning er blevet sendt